København får endnu en langrute

I marts åbnede Qatar Airways på København, i sidste måned fik Delta Air Lines sin anden rute fra København denne gang til New Yorks JFK-lufthavn.
Og 1. oktober åbner Egypt Air mellem Cairo og København.

 

Men i dag, fredag, drejer det sig om Star-medlemmet Air Canada. For tredje gang prøver det kræfter med ruten mellem København og Canadas største by, Toronto. Den flyves fem gange om ugen med en Boeing 767 med 211 sæder, her af 24 på business class. Der var planlagt en daglig frekvens, men det kneb med at skaffe ledig kapacitet. Air Canada befløj jo også strækningen i 1999-2001 og i 2003. Salgschef for Air Canada i bl.a. Danmark er svenske Rosita Jonsson.

 

Sidste år havde Air Canada og dets datterselskab, Jazz, 31 mio. passagerer og betjente 170 destinationer på fem kontinenter, bl.a. Sydney i Australien. Alene til naboen mod syd har Air Canada 233 flyvninger om dagen til 58 destinationer i USA.

 

Air Canada, der har danske Vagn Sørensen i sin bestyrelse, har ca. 23.000 medarbejdere og over 200 fly hertil kommer Jazz 123 fly på regionale ruter.

 

Blandt Air Canadas nye ruter til Europa i å er udover København en helårsrute fra Toronto til Bruxelles, mens der fra Toronto, og bl.a. Montreal, er sommerruter til Athen, Barcelona, Dublin, Madrid og Rom.

 

Heathrow er Air Canadas største lufthavn i Europa der flyves dagligt til London fra Montreal, Ottawa, Toronto, Edmonton, Calgary, Vancouver og Halifax. Der er også  en sommerrute til Heathrow fra St. John på Newfoundland.

 

Air Canada har i forvejen ruter fra primært Toronto, men også i nogle tilfælde Montreal, Ottawa og Calgary, til Frankfurt, Geneve, München, Paris og Zürich.

 

Air Canada havde sidste år 31 mio. passagerer og flyver til 170 destinationer på verdensplan – heraf 58 i Canada og 55 i USA.

 

 

Skrevet af Henrik Baumgarten