Gitte Nødskov kommer fra stilling som salgsdirektør for to af Radissons hoteller i København, Royal og Scandinavia. På det 401 værelser store Marriott i København afløser hun tyske Daniel Kipping, der har været på hotellet siden 2007.
Gitte Nødskov begyndte i hotelbranchen i 1991, hvor hun var med i salgsafdelingen for Arp-Hansen hotellet Phoenix i København – det var før hovedstadens største hotelkæde fik fælles salgsafdeling.
Fra Arp-Hansen fortsatte hun til 5-stjernede d’Angleterre, hvor hun i ti år var sælger og salgschef, inden hun i 2005 blev hentet til Radisson Scandinavia som salgschef. I 2007 blev hun salgsdirektør for Scandinavia – og i år også salgsdirektør for det 5-stjernede Royal hotel.
”Jeg har været rigtig glad for mine fem spændende år på Scandinavia og Royal, men kunne ikke sige nej til det gode tilbud fra Marriott, som jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med,” sagde Gitte Nødskov i går, da hun bekræftede Take Offs oplysning om hendes nye job. Hun havde i forgårs sidste arbejdsdag hos Radisson og begynder 3. maj på Marriott.
Med ansættelsen af Gitte Nødskov vender Marriott klogt tilbage til at have en markedskendt dansk salgs- og marketingschef.
Den første på denne post var Anette Ravn Jensen fra hotellets åbning i 2001 og til 2005, hvor hun blev hentet til Radisson-kæden, først som Revenue Manager for Radisson i Danmark, men hun er netop forfremmet til at være kædens globale salgsdirektør i Skandinavien.
Efter Anette Ravn på Marriott fulgte fra 2005 og til i dag to udenlandske salgs- og marketingschefer, der af forståelige grunde aldrig blev så indarbejdet i branchen.
I januar sidste år fik Marriott-hotellet ny General Manager i østrigske Elmar Derkitsch, han kender bl.a. værdien af PR og dette har formentlig været medvirkende til, at Marriott denne gang valgte en stærk dansk profil som ny salgs- og marketingsdirektør.
For i sit nye job skal Gitte Nødskov være med til at synliggøre hotellet – ligesom hun er ansvarlig for salget.
Her er der hård kamp, mange hoteller har sænket priserne for at få flere gæster. Antallet af hotelgæster stiger atter i København, men fordi der i disse år kommer ca. 30 % flere nye hotelværelser i København, er belægningsprocenten ikke påvirket af stigningen. København har ca. 12.000 hotelværelser indenfor Valby Bakke.
Marriott i er med sine 401 værelser Danmarks største 5-stjernede hotel. Udover Marriott har København fire 5-stjernede hoteller, d’Angleterre, Hilton og SAS Royal og Skt. Petri.