Kæmpefly næppe på vingerne foreløbig

Qantas knokler for at inspicere Rolls-Royce motorerne på dets foreløbig seks Airbus 380. Flyene har stået på jorden siden et alvorligt motoruheld på et af flyene torsdag i sidste uge. Qantas afgang QF 32, der kom fra London mod Sydney, måtte kort efter start fra mellemlandingen i Singapore returnere til Singapore.

 

Præcis hvad årsagen til heldet var, vides endnu ikke. Men Qantas’ koncernchef, irske Alan Joyce, sagde fredag, at han var optimistisk om, at flyene snart igen er i luften.

 

Men, skriver avisen Sydney Morning Herald, i dag, mandag, så er der fundet fejl i mindst to andre motorer på selskabets A380’ere. Avisen skriver, at fundet af de nye fejl formentlig udskyder optimismen om, at 380-flåden snart er på vingerne igen.
De seks A380’erne står i øjeblikket i hhv. Frankfurt, Sydney, Singapore, mens de tre resterende er i Los Angeles. Flere tusinde flypassagerer er berørt af Qantas’ problemer med verdens største passagerfly.

 

Motoruheldet hos Qantas fik også Singapore Airlines og Lufthansa til at undersøge deres motorer på de tilsvarende fly, der også bruger Rolls-Royce Trent 900-motorer.

 

I øvrigt havde Qantas i fredags endnu et motorproblem – denne gang med en Boeing 747, der også netop var lettet fra Singapore. Også i dette tilfælde returnerede flyet sikkert til Singapore.

 

Foreløbig har Singapore Airlines og Emirates hver 11 eksemplarer af megabamsen, Qantas har seks, Air France og Lufthansa hver tre. Emirates fra Dubai er største A380-kunde, det har bestilt 90 eksemplarer.

 

Den europæiske flyfabrik forventer at levere 20 A380’ere om året. Airbus har 234 bestillinger på flyet fra 17 kunder. De indtil videre fem selskaber med Airbus 380 betjener 20 byer med flyet. De foreløbig 37 leverede eksemplarer havde i oktober transporteret over syv millioner passagerer, oplyser Airbus.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten