LUFTFART: Ryanair-piloter, der kæmper for retten til at organisere sig, tilbydes rådgivning og økonomisk opbakning fra nordamerikanske ALPA med 58.000 pilotmedlemmer.
Piloterne i Ryanair tilbydes nu fagforeningshjælp fra en lidt uventet side. På et bestyrelsesmøde i sidste uge besluttede verdens største pilotfagforening, nordamerikanske Air Line Pilots Association, ALPA, at tilbyde finansiel støtte og rådgivning til piloterne i Ryanair, der prøver at organisere sig.
Udspillet fra ALPA fik samme dag ’ubetinget støtte’ af IFALPA, International Federation of Air Line Pilots’ Associations, der repræsenterer over 100.000 piloter i mere end 100 lande verden over.
”ALPA kan tilbyde økonomisk støtte og andre ressourcer til vores kolleger i Europa i deres kamp for at beskytte deres karrierer overfor en fjendtlig ledelse,” siger ALPAs formand, Tim Canoll, der tilføjer: ”Vi står forenet sammen med vores brødre og søstre i Ryanair, og er klar til at give dem den hjælp og støtte, de behøver for at vinde i denne sag.”
ALPA organiserer over 58.000 piloter i 33 flyselskaber i USA og Canada. Det er sjældent, ALPA beskæftiger sig med arbejdsmæssige forhold uden for hjemmemarkedet i Nordamerika.
ALPA noterer, at Ryanair med hovedkvarter i Irland, har sine cirka 4.200 piloter på over 80 baser rundt om i Europa. Hovedparten af piloterne er ansat på, hvad ALPA kalder korttidskontrakter, gennem for eksempel rekrutteringsbureauer frem for at være direkte ansat af flyselskabet.
”Disse atypiske ansættelsesmodeller underminerer dramatisk piloternes mulighed for at kunne organisere sig og forhandle om fælles, rimelige arbejdsbetingelser,” hedder det fra ALPA, der tilføjer: ”Vi står fast i vores modstand mod flyselskaber, der søger at undgå at ansætte sine piloter direkte, men i stedet bruger rekrutteringsfirmaer eller at få piloter til at oprette deres eget firma, der så udlejer pilotens arbejdskraft til flyselskabet.”
Europas største flyselskab
Ryanair er Europas største flyselskab med cirka 130 millioner forventede passagerer i år. Det har i snit ca. 2.000 daglige afgange mellem 33 lande fra foreløbig 87 baser.
Alene i Danmark forventer Ryanair i år tre millioner passagerer, heraf 2,5 millioner i Københavns Lufthavn, hvor det er tredjestørste flyselskab. Ryanair har også ruter til Billund, Aarhus og Aalborg.