Indtil for nylig mærkede ruteselskaberne ikke vigende efterspørgsel på rejser til Thailand. Hverken Thai eller SAS. Så sent som ved kvartalsregnskabet forleden sagde SAS præsident Rickard Gustafson, ”i modsætning til Japan, har vi ikke mærket afmatning til Thailand.”
For charterselskaberne ser det noget anderledes ud.
”Ja, der er for mange tomme pladser i øjeblikket og frem mod jul, ” siger Stig Elling til takeoff.dk.
”Der er simpelthen for stor kapacitet med både rute-og charterfly til ferieturister. Samtidig er danskerne tilbageholdende på grund af rapporterne om vandmasserne i Thailand og de billeder, de ser på TV.
De skelner ikke mellem selve Bangkok og ferieområderne, som ikke er ramt og har dejligt vejr. Men det skal vi være forberedte på. Netop nu kan man derfor købe rejser til Thailand for halv pris – både hos os og vore konkurrenter. Når vi kommer frem til jul og derefter, ser det bedre ud, ” slutter han.
En flybillet retur fra København til Thailand ville til priserne fra begyndelse af 60´erne ført op til dagens prisniveau have kostet ca. 90.000 kr. Netop nu kan man hos både Spies og Star Tour købe en rejse med hotel i to uger for ca. 5.000 kr. Det ligner halv pris.