Kendt branchenavn får nyt topjob

Qatar Airways åbner som første store mellemøstlige flyselskab på København. Og i spidsen for selskabet i Danmark bliver Pia Lind (foto).

 

”Jeg havde som 58-årig ikke forventet at blive headhuntet til nyt job, men at køre min karriere færdig hos Avis,” siger Pia Lind til Take Off.

 

Pia Lind var 29 år hos daværende Swissair, senere Swiss, og er i dag dansk salgsdirektør for Avis Biludlejning. Her siger hun efter halvandet år farvel – og vender tilbage til luftfarten som landechef for Qatar Airways i Danmark.

 

I alt får Qatar Airways 13 ansatte i Danmark – bl.a. med eget callcenter, dermed skal rejsebureauerne ikke ringe til et callcenter i udlandet for hjælp.

 
”Vi får 13 medarbejdere i Danmark. Qatar Airways forventer at ekspandere hurtigt, bl.a. med eget lufthavnsteam og to salgspersoner samt marketing,” siger Pia Lind og tilføjer:

”Qatar kontaktede mig for en måned siden – jeg var først tøvende, bl.a. fordi jeg ikke havde været længe hos Avis. Men henvendelsen kom fra min tidligere Swiss-chef, Günter Saurwein, i dag Qatars nordiske salgschef. Det ville være en fantastisk pioner-opgave at åbne Qatar Airways i Danmark, det tændte mig, at opbygge noget helt nyt. Jeg kendte ikke meget til Qatar Airways og blev overrasket over, at de bl.a. havde 80 destinationer.”

 

Mellemøsten er ikke kendt som det mest avancerede område mht. kvinders ligestilling. Den vinkel var også i Pia Linds overvejelser: Netop dét spurgte jeg om og fik under samtalerne det indtryk, at man kommer langt med politisk tæft. I Europa er flyselskabets organisation nærmest fifty-fifty mht. kvindelige chefer,” siger hun.

 
Qatar Airways er meget stærk på Fjernøsten samt Afrika og Indien.

 

”Sammenlagt var udfordringen med Qatar Airways meget spændende. Omvendt har jeg været dybt taknemmelig og glad for mine 1½ år hos Avis – og er ked af at stoppe, men når man får et tilbud, som jeg har fået, må man overveje det. Da jeg stoppede i Swiss, var en af de sidste præsentationer, jeg overværede, hvilken trussel mellemøstlige flyselskaber var for de europæiske. De mellemøstlige flyselskaber har penge til at markedsføre sig og yde god service,” siger Pia Lind.

 

Avis i Danmark har endnu ikke udpeget Pia Linds afløser.

 

I første omgang flyver Qatar Airways fire gange om ugen mellem København og Qatars hovedstad, Doha. Men falder flyselskabet godt ind på det danske marked er der udsigt til daglige fly.

 

”Til at starte med har vi fire fly om ugen – men aftaler med SAS og Lufthansa giver mulighed for daglige forbindelser til Doha via Frankfurt og Zürich,” siger Pia Lind. Qatar åbner sin nye rute med Airbus 319, men bliver ruten den ventede succes, indsættes større fly.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten