Kendt brancheprofil bag nyt rejseforsikringsselskab

Ole Ærthøj.

Ole Ærthøj.

REJSEFORSIKRING: Det nye firma SafeAway begynder om en måneds tid at sælge rejseforsikringer online i Danmark – målgruppen er forbrugerne. SafeAways direktør og medejer forventer at firmaet skal have 5-6 ansatte.

20 år efter han startede Gouda Rejseforsikring i Danmark, står Ole Ærthøj i spidsen for SafeAway, der primært vil henvende sig til forbrugerne med salg af rejseforsikringer via nettet.

SafeAway, der har kontor tæt på Kastellet, skal have 5-6 medarbejdere, siger Ole Ærthøj til standby.dk – i første omgang søges der nu via jobannonce på standby.dk og takeoff.dk en salgs- og marketingchef.

Det nye rejseforsikringsselskab forventes at være online indenfor 1½ måned. SafeAway ejes ligeligt af Ole Ærthøj og specialforsikringsselskabet RiskPoint.eu

59-årige Ole Ærthøj er jurist og har også en MBA – i sommer forlod han jobbet de seneste fem år som adm. direktør for Horizons, selskabet bag Jysk Rejsebureau og Kilroy Denmark. Han ville dengang ikke afsløre hans fremtidsplaner.

”SafeAways koncept er salg af rejseforsikring til forbrugerne via nettet. Som udgangspunkt tror jeg ikke, vi kommer til at sælge vores produkter via rejsebureauer. SafeAway er ikke sat i søen for at konkurrere med de to store rejseforsikringsselskaber i Danmark, Europæiske Rejseforsikring og Gouda Rejseforsikring,” siger Ole Ærthøj og tilføjer: ”Vi forventer at begynde salget via vores hjemmeside indenfor en måned til halvanden. Vi er fulde af forhåbning, men ved også godt, at vi skal trænge igennem på markedet og blive kendte.”

Flere af SafeAways ydelser bliver outsourcet, f.eks. alarmcentralen. Der er nogle få alarmcentraler på dette område i Danmark, bl.a. Falck TravelCare, Gouda Rejseforsikrings og SOS International. Hvilken alarmcentral, SafeAway vil tilbyde, er endnu ikke på plads.

SOS International ejes af en række nordiske forsikringsselskaber, mens den norske forsikringsgigant Gjensidige Forsikring i sommer købte hollandske Gouda Rejseforsikrings nordiske aktiviteter i Danmark, Sverige, Norge og Finland.