Jette Bajlum helliger sig fra 1. oktober jobbet som ”karriere- og livsrådgiver med en clairvoyant tilgang.” PR-foto.

Kendt profil forlader rejsebranchen: Bliver holistisk

”Jeg er holistisk på alle sider,” siger Jette Bajlum, der stopper hos rekrutteringsbureauet Kelly Travel for at drive eget firma, hvor hun kan bruge sine uddannelser som clairvoyant og healer.

Jette Bajlum, seniorkonsulent hos rekrutteringsbureauet Kelly Commercial, herunder Kelly Travel, har været 25 år i rekrutteringsbranchen, de seneste 17 år hos Kelly. Efter aftale med Kelly har Jette Bajlum været på halvtid i rekrutteringsbureauet, for også at have tid til ”sin egen butik,” SpiritLiving med adresse i det indre København.

Men den 28. september forlader hun Kelly, herefter står den på fuldtid for SpiritLiving.

Til STANDBY.DK siger Jette Bajlum: ”Jeg er uddannet clairvoyant og healer, og jeg har fået rigtig travlt i min butik, SpiritLiving, og skal jeg i min alder som 64-årig få SpiritLiving til at vokse endnu mere, er det nu.”

I SpiritLiving bruger Jette Bajlum sin livs- og erhvervserfaring – og sin kontakt til ”det spirituelle univers.”

”Jeg er holistisk på alle sider, fordi jeg ser alt fra alle sider. I SpiritLiving kører jeg livs- og karriereforløb, hvor man kan få kigget ind ad og blive holdt lidt i hånden, mens man ser sin nye ”ønskeseddel” om, hvad er det for et job, et liv, en frihed og så videre, man ønsker sig. Efter coronakrisen har mange reflekteret over, om de skal tilbage til det samme hamsterhjul. Det har givet megen travlhed i min butik,” siger Jette Bajlum.

Muligheden for at træffe nye valg kan være skræmmende
Jette Bajlum siger, at hun har haft et fantastisk liv i rekrutteringsbranchen, men nu er tiden inde til at følge sit hjerte og gøre en forskel, lyder det. I mange år har hun arbejdet med mennesker, hvis liv var ramt af forandringer, de ikke havde kontrol over.

”Som ekspert indenfor karriererådgivning, professionel rekruttering og ledelse, ønsker jeg nu at give sin viden videre til mænd og kvinder, der af forskellige årsager er gået i stå i deres liv, eller ønsker karriereændring,” siger hun.

Muligheden for at træffe nye valg og se livet på en helt anden måde, kan være skræmmende for mange. Og netop de mennesker, vil jeg gerne være med til at hjælpe videre, lyder det fra Jette Bajlum, der tilføjer:

”Med holistisk karriererådgivning ser jeg det hele menneske, blandt andet ved at stille min clairvoyante evne til rådighed for de klienter, der ønsker den vinkel på livet.”

Får fantastiske beskeder fra universet
Jette Bajlum siger også, at hun for mange år siden fandt ud af, at hun havde nogle evner, hun skulle bruge.

”Jeg hjælper folk med at se indad, og får fantastiske beskeder fra universet. Det er fjollet, hvis man ikke beder universet om hjælp. De er så stærke til at hjælpe deroppe.

Når jeg healer stressede mennesker, så kommer de forbi og får ro og balance. Blandt mine kunder er også tunge erhvervsfolk, der har et hårdt arbejde. Mange får massage udenpå, healing er massage indeni,” siger hun.

Relaterede artikler:

Vil ansætte nye profiler uden erhvervsrejsebaggrund

”Mange opsagte vil gerne tilbage til rejsebranchen”

Rekrutteringsbureau øger fokus på Jylland