Kendt Rhodos hotel vågner op

Hotel Capsis RhodosHOTELLER: Noget tyder på, at det er udenlandske kapital, som igen skal få de store hoteller til at svinge på ferieøen, og nu renoveres et kendt dansker-hotel.

Mange danske charterturister har boet på ”sommerfuglehotellet” Hotel Capsis på Rhodos, som i mange år var øens største. Det blev indviet i 1971, og Spies Rejser var med fra starten. Dengang også som tidligt forårshotel med grupper fra midt i februar.

Samtidig med den økonomiske krise i Grækenland bukkede flere virksomheder under, og Capsis har ligget brak i de seneste to år efter at være gået fallit, men nu sker der noget. Renoveringen er i fuld gang.

Tilsyneladende er det russisk kapital, som står bag den nye investering, og der er ikke tvivl om, at hotellet har fået alvorlige skrammer ved at ligge tillukket i en så lang periode.

Noget kunne tyde på, at det er udenlandsk kapital, der igen skal få gang i hjulene på den populære ferieø. Således er et andet stort hotel, Oceanis, som altid har været i græsk familieeje, blevet købt af albanske investorer.