Limo Group, der har VIP-kørsler over hele landet for virksomheder, ambassader, eventbureauer og andre, har netop åbnet i Billund. ”Vi har stadig flere kunder til og fra lufthavnen,” siger direktøren.
”Vi har navnlig mange store, internationale virksomheder som kunder. Men vi kører også for ambassader, eventbureauer, i forbindelse med store koncerter, vi har krydstogtturister, udenlandske ministre og kongelige, det er meget varieret.”
Det siger Søren Christensen til Standby.dk – han startede for 28 år siden Limo Group Denmark, der fortsat har hovedkontor i Viborg og som i 2019 åbnede afdeling i København. Og fra denne måned også i Billund Lufthavn, tæt på Danmarks næststørste lufthavn.
”Vi kører over hele Danmark; nu har vi også afdelingen i Billund, og med tiden vil jeg også gerne åbne i Aarhus, Aalborg og Odense,” siger Søren Christensen.
I første omgang er en af Limo Group’s foreløbig ni limousiner og minibusser stationeret i Billund – Limo Group kan også arrangere større transporter, for eksempel med VIP-busser, disse busser leveres af lokale samarbejdspartnere.
Lokale chauffører
”Nu starter vi med én bil i Billund, hvor mange det bliver til, det vil tiden vise. Vi har sagt til dem, der har garagen i Billund, hvor vi parkerer, at vi med tiden nok skal fylde den. Jeg er vandt til at tænke stort,” siger Søren Christensen, der er eneejer af Limo Group.
Hans chauffører er freelancere, blandt kravene til dem er et erhvervskørekort og et godt og diskret service-gen; ”det er ikke alle og enhver, vi kan bruge,” siger han og tilføjer, at for eksempel de lokale chauffører ved afdelingen i Billund til daglig er blandt andet Falck-ansatte, brandmænd, militærtansatte og ansatte fra Billund Lufthavn.
”De kan vælge at køre for os når de har fri – og vi kan sagtens bruge flere,” siger Søren Christensen.
Transporten siger også noget
”Vi har valgt at åbne i Billund, fordi vi har stadig flere kunder, der flyver til og fra lufthavnen. Opgaverne kan være at køre forretningsfolk, transport af gæster til virksomheder – mange virksomheder sørger for gode hoteller til deres besøgende gæster, at de spiser på gode restauranter, men mange glemmer transporten til og fra hotellet og virksomheden, dén er også med til at give et indtryk af virksomheden,” siger Søren Christensen.
Han forventer, at med etableringen af afdelingen i Billund, kan Limo Group få endnu flere kunder. Vi kommer til at gå efter virksomhedskunder i blandt andet Kolding, Vejle, Esbjerg og flere i Aarhus, siger direktøren.
Limo Groups foreløbig ni limousiner og minibusser kører i snit 50.000 kilometer om året. ”Vi havde et godt 2023; januar i år var fantastisk og her i februar kommer vi til at slå rekord, det kan vi allerede se nu, med de bookinger, vi har,” siger Søren Christensen.
Det koster i snit op mod 1.000 kroner for en time med transport med Limo Group. ”Men vi har specialpriser til kunder med mange for eksempel lufthavnstransfers, det kan være virksomheder i Aarhus, Vejle, Herning, Esbjerg og så videre. Så lægger kunderne selv deres ture ind i vores onlinebookingsystem,” siger Søren Christensen.
Når hver bil i Limo Group i snit kører omkring 50.000 kilometer om året, betyder det også hyppige bilskifter. I dag har vi også hybridbiler, men vi kigger efter egnede på elbiler, navnlig til Københavnsområdet,” siger Søren Christensen.
Relaterede artikler:
Trods grønne ambitioner: Få virksomheder lejer elbil