Kenya Airways får lavprisselskab

kenya airwaysFLYSELSKABER: Til april lancerer Kenya Airways nyt datterselskab. Jambojet skal i første omgang fungere som lavprisselskab på indenrigsruter i det østafrikanske land.

Swahili-ordet ”jambo” betyder ”hej” eller ”hallo” – og Jambojet bliver navnet på Skyteam-medlemmet Kenya Airways’ kommende lavprisselskab.

Kenya Airways vil holde priserne for at flyve med Jambojet så lavt som muligt – for at stimulere til at flyve frem for at bruge f.eks. bil eller bus, samt at få dem, der i forvejen flyver, til at flyve mere pga. de lave priser. Kenya Airways forventer, at en betragtelig del af Jambojets rejsende vil være førstegangs-flyvende.

Jambojet starter med to ældre B737-300 fra Kenya Airways. Flyene males i Jambojets design, der endnu ikke er offentliggjort.

I første omgang flyver Jambojet kun tre indenrigsruter. Til Mombasa med fem fly om dagen, samt til Kisumu og Eldoret. Jambojet oprettes også for at imødegå den konkurrence, Kenya Airways har på bl.a. indenrigsflyvninger i landet.

For over 10 år siden havde Kenya Airways et andet lavprisselskab, Flamingo, men det blev inkorporeret i Kenya Airways.