LUFTFART: Det økonomisk trængte Skyteam-medlem får fra 1. juni en europæer som ny koncernchef og med tidligere erfaring fra tilsvarende stilling hos et Star Alliance-medlem.
44-årige polske Sebastian Mikosz, der tidligere har været koncernchef for Star Alliance-medlemmet LOT Polish Airlines, bliver fra næste måned koncernchef for Kenya Airways. Han afløser Mbuvi Ngunze, der sidste efterår meddelte, at han ville stoppe efter samlet fem år med flyselskabet, hvor han senest har været koncernchef.
Sebastian Mikosz har ud over sin tid som koncernchef for LOT, hvor han lavede en turnaround af flyselskabet, også været adm. direktør for et online-bookingbureau, eSky.pl, der angiveligt er store i Centraleuropa. På CV’et står bl.a. også en direktørstilling for Deloitte Business Consultings kontor i Polen.
Sebastian Mikosz har en uddannelse indenfor politiske studier samt en master i økonomi.
Kenya Airways, der de seneste år har haft store økonomiske problemer, betjener 52 destinationer, hvoraf de 42 er i Afrika. Sidste år havde selskabet tre mio. passagerer på sine 36 fly, hvor flådens flagskib er Boeing B787 Dreamliners. Kenya Airways hovedlufthavn er i Jomo Kenyatta International Airport i Nairobi.