Kenya Airways lander pris som Afrikas førende flyselskab

Kenya Airways’ nye koncernchef, polske Sebastian Mikosz, tildelte æren for årets World Travel Award til sine ansatte.

LUFTFART: World Travel Awards fortsætter med at uddele priser med arme og ben. Alle priserne er sikkert velfortjente.

Senest har World Travel Awards uddelt sine mere end mange priser i Afrika. Her fik Skyteam-medlemmet Kenya Airways for andet år i træk prisen som Afrikas Førende Flyselskab.

World Travel Awards gav også Kenya Airways prisen som flyselskabet med den bedste business class blandt de afrikanske flyselskaber – for femte år i rap.

World Travel Awards udøste i år sine afrikanske priser ved en gallaceremoni i Rwandas hovedstad, Kigali.

Kenya Airways, der er med i Skyteam-Alliancen, flyver på verdensbasis sine tre mio. årlige rejsende til 42 lufthavne i Afrika og samlet til 53 lufthavne på verdensplan. Dets flagskib er Boeings B787 Dreamliner og Kenya Airways’ hovedlufthavn er Jomo Kenyatta i Nairobi.