Kenya Airways lukker ned i Norden

Der vil blive tale om en gradvis overdragelse til alliance partneren og Sky Team giganten Air France/KLM, som forventes at være afsluttet før jul i år.

 

Beslutningen skal ses som en konsekvens af svigtende salg i forbindelse med urolighederne i Kenya, en nedgang der ellers så ud til at være overstået.

 

Per Carøe har de seneste 5 år fungeret som selskabets Country Manager i Norden og De Baltiske Lande og er bestemt ikke enig i beslutningen som kommer til at berøre alle 6 ansatte i Kenya Airways her i Norden.

 

”Udviklingen var ellers ved at gå den rigtige vej igen og rejsebureauerne var på vej tilbage for at lave aftaler og forretninger med os. Jeg har endnu ikke fået min stillingsbeskrivelse for overdragelsesperioden, men er selvfølgelig kun indstillet på at lave så professionel en overdragelse som overhovedet muligt, her skal ikke smækkes med nogen døre. Der er ingen af os, der ved hvad der skal ske, f.eks. om nogle af os følger med over til Air France/KLM. Det håber jeg selvfølgelig for mine kollegaers vedkommende, men jeg kan da have min tvivl, om de ligefrem vil ansætte mig?”, siger Per Carøe til Stand By.

 

Det er anden gang indenfor en uge, at Stand By erfarer en Sky Team partners overdragelse til Air France/KLM. Sidste uge var det Delta Air Lines’ skandinaviske GSA; TMS, Travel Marketing Scandinavia, der mistede sin repræsentation af selskabet her i Norden.

 

Skrevet af Flemming Hastrup