Kina som markedsleder for krydstogtturisme

ShanghaiCRUISE: Det kinesiske marked for krydstogtturisme er i forvejen stort. Nu vil Kina dog satse endnu større. De næste fem år skal det kinesiske marked vokse med 220 procent.

Antallet af cruisepassagerer fra Kina er højt. Alene i 2015 rejste 1,3 millioner passagerer på krydstogter fra kinesiske havne. Står det til Kina, er dette tal dog ikke højt nok.

De næste fem år skal det kinesiske krydstogtmarked stige med 220 procent. Antallet af passagerer skal i 2020 stige til 4,1 millioner, ifølge 2016-2017 Cruise Industry News Annual Report.
Årsagen til den hastige vækst skal findes i en del nybyggede skibe, der forventes at sejle fast fra Kina de kommende år. Blandt andet har det tyske krydstogtselskab Aida Cruises annonceret, at man fra 2017 vil sejle fast fra Kina.

Derudover vil nuværende skibe, som lige nu sejler i Nordamerika og Europa, også finde vej til Kina i løbet af de næste fem år. Alt sammen medvirkende til, at antallet af passagerer vil fordobles inden for fem år.

Den kinesiske regering er meget begejstret for krydstogtindustrien og arbejder i øjeblikket på at forbedre infrastrukturen til og fra havnene.

Ifølge rapporten forventes det, at passagerantallet vil øges med 75 procent i 2015, 26 procent i 2017, 20 procent i 2018, 9,7 procent i 2019 og 10 procent i 2020.