Klager over statsmidler til SAS

Det bliver skatteyderne, der skal betale, når SAS inden længe inviterer til aktieemmission, hedder det fra de to lavprisgiganter easyJet og Ryanair, der beklager sig over, at de skandinaviske lande vil købe 50% af de nye aktier, skriver business.dk.

 

Også storaktionæren, den svenske Wallenberg-fond, har givet tilsagn om at tegne nye aktier svarende til fondens ejerandel.

 

easyJets regionale direktør for Nordeuropa, Thomas Haagensen, siger til Berlingske Business, at planen om rekapitalisering skal betales af skatteyderne fordi SAS ikke vil konkurrere på lige fod, men fortsat vil kræve tårnhøje priser mens andre skærer ned.

 

Også Ryanair er forundret over de skandinaviske regeringers planer. Ryanairs informationschef, Stephen McNamara, spørger, om det er en passende måde at bruge skattekronerne på. Han mener kunderne i årevis har betalt alt for dyrt på grund af høje billetpriser hos SAS.

 

SAS’ kommunikationsdirektør Claus Sonberg siger, at kapitaludvidelsen foregår på almindelige markedsvilkår, og at de statslige aktionærer har gennemgået forretningsplanen grundigt sammen med eksterne rådgivere.

 

Han henviser til, at de største private aktionærer også deltager i emissionen og at de tre banker, som skal stå for emissionen,  SEB, Nordea og J.P. Morgan, garanterer den resterende del af aktiesalget.

 

Skrevet af Flemming Juul