Klar til Danish Events & Meetings Award 2017

Glade vindere af pris ved sidste års Danish Events & Meetings Award.

TURISME: Mødebranchens bedste fejres 30. marts. MPI Denmark har atter event- og mødebranchen til at indstille de bedste til årets Danish Meetings & Events Award 2017.

”Møder og events skal skabe værdi, og derfor skal vi i branchen være bedre til at arbejde med mål samt evaluere og måle effekten af det, vi laver. Vi skal væk fra samlebåndet, hvor arrangøren f.eks. kommer med indholdet, og venue leverer rammerne. Vi skal i højere grad dygtiggøre os i at samarbejde om at opstille klare mål og så designe et møde eller en event,” siger Eskild Hansen, juryformand for Danish Meetings & Events Award 2017, DEMA17.

Ved DEMA17 hyldes de bedste i 2016 med 15 priser. For at kvalificere udvælgelsesprocessen er juryen som noget nyt i år i fire grupper med hver sin jurygruppeleder og tilknyttede jurymedlemmer.

”Da møde- og eventbranchen består af mange fagområder, har vi sammensat jury, der repræsenterer et bredt fagligt felt, sat flere kompetencer i spil og fået flere vinkler på indstillingerne,” siger Eskild Hansen.

I år sløjfes priserne Best Venue og Best Agency. Der uddeles i stedet priser til bedste Venue Concept, Social Event og Meeting Activation.

Ulrika Mårtensson, bestyrelsesformand i MPI Denmark, siger: ”Det er vigtigt, at DEMA ikke bare er en prisfest, men er med til at udvikle branchen.”