Klimakampen sætter billetpriserne op

EU besluttede fredag, at flyselskaberne skal bidrage til klimakampen ved at reducere deres udslip af kuldioxid.

 

Ifølge beslutningen skal flyselskaberne købe sig til at udlede CO2, hvis de ikke kan holde sig under det gennemsnitlige udslip fra 2004 til 2006.

 

Miljøminister Connie Hede­gaard (K) finder det rimeligt, at flypassagererne er med til at betale for klimabelastningen over flybilletten.

 

»Vi vil ikke forbyde nogen at flyve, men priserne skal afspejle virkeligheden og de reelle omkostninger. Nu kommer der er pris på udslippet af CO2, det er et signal til luftfartsbranchen om, at den skal medvirke til at løse klimaproblemet,« siger Connie Hedegaard.

 

Miljøchef i SAS, Martin Porsgaard siger, at flyselskabet ikke kan reducere udslippet så meget, at det kan undgå at købe kvoter for udslip af CO2.

 

»Det vil koste os penge, og det vil slå igennem på billetpriserne. Det er umuligt at sige noget om, hvor meget priserne vil stige, men vi har før estimeret, at det kan dreje sig om fem til ti procent,« siger Martin Porsgaard.

 

WWF Verdensnaturfonden mener endog, at luftfarten og dermed flypassagererne er sluppet for billigt.

 

»Vedtagelsen viser, at Ministerrådet fortsat er ekstremt langmodig med flyselskaberne. De kommer kun til at betale for en meget lille del af deres forurening. Luftfarten er fortsat den mest klimaskadelige transportform,« siger programleder i organisationens danske kontor, John Nordbo.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen