Guide Michelin Main Cities of Europe 2013 tildeler Geranium sin anden stjerne, mens restaurant Kadeau i København får sin første stjerne. I 2011 spiste danskere og udlændinge for over 10 milliarder kr. på samtlige danske spisesteder.
Den nye Michelin-guide viser to stjerner til Noma og Geranium.
11 københavnske restauranter har én Michelin-stjerne: Grønbech & Churchill, Relæ, Den Røde Cottage, AOC, Kokkeriet, Era Ora, Formel B, Kiin Kiin, Kong Hans Kælder, Søllerød Kro og Kadeau på Wildersgade i det centrale København.
Tretten restauranter har en Michelin ”bobler”, Bib Gourmand: Marv & Ben, Orangeriet, Enomania, Mêlée, Søren K, Skovshoved, Famo, Frederiks Have, Kanalen, Kødbyens Fiskebar, L’Altro, Sommelier og Retour.
Michelin vurderer i Danmark kun restauranter i hovedstadsområdet.
Ifølge VisitDenmark brugte udenlandske turister i 2011 seks milliarder kr. på de danske spisesteder, mens danskerne selv spiste og drak for 4,4 milliarder kr. De over ti milliarder kr. er en stigning på 18% i forhold til 2008.
Hvert år rejser anonyme Michelin-inspektører i Europa og prøvespiser på restauranter og bor på hoteller. Inspektørerne er aflønnet af Michelin, men betaler altid for deres mad og hotelovernatninger – alt sammen for at bevare Guide Michelins uafhængighed og troværdighed.
I Guide Michelin Main Cities of Europe 2013 er der 1.574 hoteller og 2.154 restauranter fra 44 byer og 20 lande.
Bare 15 restauranter har tre stjerner, 80 har to stjerner (9 nye i år) og 309 har én stjerne (50 nye). Udvalget af restauranter omfatter også 265 Bib Gourmand restauranter (54 nye i år).
Allerede i år 1900 udkom den første Guide Michelin i Frankrig. Den blev uddelt gratis af dækproducenten Michelin til alle bilister i Frankrig for at gøre det nemmere at rejse.
Michelins guider er tilgængelige online på Viamichelin.com, som har over 400 millioner besøgende om året. I øvrigt kan Guide Michelin hentes som app til iPhone og iPad, hvor man kan finde restauranter fra alle Michelins europæiske guider, herunder Main Cities of Europe 2013.