København tæt på ambitiøst kongresmål

Antallet af kongresser, som København har vundet til fremtidig afholdelse, er tæt på at nå i mål med 60 internationale kongresser. Det er over 10 mere end sidste år, der var hidtil rekord.

Sidste år på denne tid havde Wonderful Copenhagen i samarbejde med VisitDenmark og partnere i Meetingplace Wonderful Copenhagen 45 navne på listen over kongresser, der var vundet i løbet af året. I år ligger tallet indtil videre på 56.

Ambitionsniveauet er hævet i 2012, med det mål at vinde værtskab for 60 internationale kongresser.

Blandt de vundne kongresser har 10 over 2.000 deltagere og med 60 vundne kongresser i 2012 er antallet steget 130% siden 2008. I samme periode er antallet af room-nights, affødt af de vundne kongresser, steget 137%.

”Den flotte vækst skyldes, at København har udvidet hotel- og konferencekapaciteten, så der i dag kan afholdes større kongresser og flere møder og kongresser samtidig. Væksten et også et resultat af, at der fra både offentlig og privat side de senere år er investeret flere ressourcer i at markedsføre København som værtsby for internationale møder, kongresser og incentives,” siger Steen Jakobsen, kongreschef i Wonderful Copenhagen.

En foreløbig evaluering viser, at de 25 millioner kroner, der er investeret indtil videre, tilsammen har resulteret i et bogført afkast på 1,9 milliarder kroner.