Københavns Lufthavn får plus for bagagehåndtering

sas lufthavn handling fly bagageLUFTHAVNE: Handlingselskaberne i Københavns Lufthavn er blandt verdens fem bedste i “bagage-levering,” viser ny undersøgelse. Der bliver stadig flere flypassagerer – men mængden af agterudsejlet bagage falder.

Den seneste årlige bagage-statistik fra SITA (Société Internationale de Télécommunications Aéronautiques) viser, at håndtering af flybagage hele tiden bliver bedre.

I 2011 blev 8,9 stk. bagage pr. 1.000 flypassagerer ikke leveret ved ankomsten, det tal faldt i 2012 til 8,8.

Omregnet til antal blev i 2012 i alt 26 millioner stykker bagage ikke leveret på bagagebåndet til tiden. Det tal var i 2007 knap 45 mio., skriver B.T.

De amerikanske flyselskaber har beregnet, at godt 95 pct. af mistet bagage når frem til deres ejere inden for tre dage, og halvdelen af den resterende leveres inden for de følgende tre måneder.

Overføres det til tal, er det “bare” 650.000 stykker flybagage, som hvert år helt forsvinder. Til sammenligning var der i 2012 knapt 3 milliarder passagerer på verdensplan.

Af den pulje ender kun et fåtal i København. Københavns Lufthavn blev kåret som verdens femte bedste til “bagage delivery”, da SkyTrax World Airport Awards 2013 blev uddelt. Nummer et er Zürich fulgt af Beijing, Tokyo og Seoul (Incheon).

Med bagagemærker går det let. Først hvis bagagemærket med stregkoden er mistet og bagagen ikke er forsynet med ejerens navn og adresse, kommer problemerne.

Derfor er det god ide at have to ”navnekort” på sin kuffert med navn, adresse og mobilnummer. Endnu bedre er det at have disse oplysninger klistret på indersiden af bagagen.

“Den navnløse bagage opbevarer vi i kuffertmodtagelsen i fem dage. Har ejeren ikke meldt sig, flytter vi den til lager, hvor den står i tre måneder. Hvis ingen i den periode har efterlyst bagagen, sender vi den til politiets hittegodskontor,” siger pressechef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen.

Effekter indleveret til politiets hittegodskontor bliver efter en periode destrueret eller, hvis de har værdi, solgt på auktion.