Konkurserne i Cimber Sterling og Spanair gjorde i år ondt på Københavns Lufthavn – der stadig forventer ny passagerrekord og ser frem til nye langruter næste år.
”Det er selvfølgelig negativt at sige, men konkurserne i fem europæiske flyselskaber – bl.a. Cimber Sterling, Spanair og Malev – havde stor betydning i Københavns Lufthavn. Vi mistede 400.000 indenrigspassagerer, men havde også den store lykke, at passagertallet alligevel voksede. Inden for Europa var væksten i år seks procent – og på vores langruter 12 pct.”
Det siger adm. direktør i Københavns Lufthavn, Thomas Woldbye, til standby.dk – han tilføjer:
”Vi har haft succes med vores strategi om at tiltrække mere transfertrafik. Vores investeringer i år på ca. en milliard kr. har betydet udvidelser af bl.a. Terminal 3 og vores bagagesystem. Københavns Lufthavn har også i år tiltrukket nye føderuter samt flere butikker i transithallens shoppingcenter.”
”Københavns Lufthavn ser en kommende ruteudvikling – næste år forventer vi at få endnu to langruter, ud over SAS’ bebudede fra april til San Francisco,” siger Thomas Woldbye.