Køber Airbus A330 for at erstatte Dreamliners

Qatar a330Qatar Airways forhandler køb med den europæiske flyproducent på grund af forsinkelserne med levering af Boeing 787 Dreamliner.

“Vi forhandler med Airbus om at fylde det gab, som Dreamliner-forsinkelserne har medført – et sted mellem 10 og 15 fly”, siger CEO Akbar al Baker. “Det er en ny ordre, som vi venter at underskrive på Paris Air Show i juni”.

Qatar Airways er blandt de selskaber, der venter at modtage kompensation fra Boeing for forsinkelserne af Boeing 787 og den langvarige grounding på grund af batteriproblemer.

Akbar al Baker sagde på en pressekonference i Dubai, at selskabet har mistet omkring 200 millioner dollar i omsætning alene på grund af den såkaldte batteri-grounding.

“Boeing 787 skulle hente salg fra Airbus A330 familien, men de er forsinkede og kompensationerne fra Boeing til flyselskaberne går direkte i kassen hos Airbus i form af fornyet salg af A330”, siger luftfartsanalytikerne i Teal Group.

Analytikerne tilføjer, at Airbus har pustet nyt liv i A330 ved at spille på modellens tilgængelighed og holdbarhed, mens priserne er tilpasset, så de ligger under tilsvarende Boeing 787-fly.