København bliver vært for global vindkonference

Byen skal i 2021 være vært for WindEurope Summit, verdens førende konference og udstilling om vindenergi. Konferencen ventes at tiltrække over 10.000 besøgende over tre dage.

Den 27. til 29. april 2021 står i vindens tegn i Bella Center når mere end 10.000 virksomhedsrepræsentanter, forskere og beslutningstagere deltager i konferencen, der samler aktører fra den globale onshore og offshore vindmølleindustri.

”Danmark er førende inden for vindenergi, og valget af København understreger dette. Konferencen er en mulighed for at vise, hvad vi kan, og hvor langt vi er nået i forhold til vedvarende energi – ikke kun med vores egen grønne omstilling, men også med løsninger, vi kan tilbyde det globale marked”, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

WindEurope Summit bygger videre på vindkonferencer i 2012 og 2015, hvor København også var vært for den globale vindindustri.

“Vi har unikke kompetencer inden for vindenergi, og derfor er det oplagt, at København er omdrejningspunkt for WindEurope Summit 2021,” siger Jan Hylleberg, adm. direktør for Vindmølleindustrien, som med en række samarbejdspartnere og WindEurope står for en stor del af planlægningen. I marts i år blev København også udpeget som værtsby for Offshore Wind Energy 2019, der samler den globale offshore industri i Bella Center.

Ifølge Vindmølleindustriens tal fra 2016 beskæftiger branchen næsten 33.000 personer, og har en samlet omsætning på 118 milliarder kroner og står for 4,1% af Danmarks samlede eksport.