København er dyr men gæstfri

woco kinesere turist københavnTURISME: Det er dyrt at holde ferie i mange europæiske storbyer, også i København. Til gengæld ligger den danske hovedstad i top, når det kommer til de lokales gæstfrihed og evnen til at kommunikere på udenlandsk. Ny rapport sammenligner turisters oplevelser i København med over 30 europæiske byer.

Den danske hovedstad er som mange andre europæiske storbyer dyr at opholde sig i, til gengæld er medarbejdere i service- og turismevirksomheder og københavnerne venlige, imødekommende og gode til at kommunikere på tværs af sprog.

Det fremgår af en ny rapport, som sammenligner turisters oplevelser i København i forhold til otte nordeuropæiske byer samt et europæisk gennemsnit på over 30 andre byer, oplyser Horesta og Wonderful Copenhagen.

Hovedstadens serviceprojekt NICE (New Innovative Customer Experiences) har taget initiativ til rapporten, som er udarbejdet af analysefirmaet TCI Research, bl.a. på baggrund af over 670 interviews med turister i København. NICE står for og samler turisterhvervet, transportsektoren og detailhandlen om at forbedre servicen i hovedstaden.

Af rapporten fremgår det, at i den danske hovedstad er udfordringen særlig stor i forhold til value for money på bl.a. shopping, madoplevelser og overnatninger. Dog ligger København i den absolutte top, når det kommer til blødere værdier som eksempelvis de lokales imødekommenhed.

Netop københavnernes imødekommenhed over for turisterne er, ifølge Olivier Henry Biabaud, adm. dir. i TCI Research, essentielt at arbejde videre med for at styrke København i konkurrencen med de andre europæiske metropoler. ”København har en stærk position i forhold til gæstfrihed, tryghedsfølelse, københavnernes evne til at kommunikere på tværs af sprogbarrierer og transportmuligheder til og fra lufthavnen,” siger han.

Ole Kjær Mansfeldt, projektleder på NICE-projektet, siger: ”Den nye rapport understøtter det, vi i halvandet år har fokuseret på i NICE-projektet – at der pga. vores høje prisniveau er behov for at arbejde med den måde, vi servicerer og skaber oplevelser for turisterne på, det kan være med til at forbedre deres syn på byen.”

Horesta er blandt stifterne af NICE-samarbejdet. Horestas uddannelseschef, Marianne Kragh, understreger, at turisternes forventninger til serviceniveauet i Danmark er særligt høje: ”Vores høje skatter og afgifter giver højt prisniveau, det skaber store forventninger til servicen. Vi har en særlig udfordring i forhold til at give turisterne value for money,” siger hun.

NICE-projektet afsluttes 2. juni i Bremen Teater i København med servicekonference NICE LIVE, hvor den nye rapport såvel som projektets eksperiment- og forskningsresultater bliver offentliggjort.