Københavnerhotel renoveret for 80 mio. kr.

Mogens Nedergaard og Karen Nedergaard under receptionen for genåbningen af deres familiehotel, Absalon.

Mogens Nedergaard og Karen Nedergaard under receptionen for genåbningen af deres familiehotel, Absalon.

”En indsats som denne bidrager til at gøre København til et bedre turistmål,” sagde Københavns kulturborgmester ved genåbningen af familieejede Absalon Hotel efter omfattende renovering af det gamle hotel. Under renovering blev 30 værelser sløjfet – og hotellet gav ved genåbningen 1 mio. kr. til velgørenhed.

Københavns kulturborgmester, Carl Christian Ebbesen, og designeren Trisia Guild klippede snoren over ved den officielle genåbning. Borgmesteren sagde i sin tale bl.a.: ”Det første indtryk, man får i en hotellobby, er meget vigtig, og i dag blev jeg positivt begejstret og fornemmede også sjælen fra Vesterbro i de kunstneriske og arkitektonisk nye lokaler. En sådan indsats som denne bidrager til at gøre København til et bedre turistmål. Service og høj kvalitet, det skal der til for at turisterne føler sig hjemme.”

Duoen Stine Bruun og Martin Knudsen var dagens konferenciers og designeren Tricia Guild, kendt for sine kraftige farvekombinationer og mønstre, sagde i sit indlæg: ”Det var en fornøjelse at samarbejde med Karen Nedergaard, der ejer hotellet. Vi svingede sammen fra første øjeblik. Vi blev hurtigt enige om kvalitet og design ”Bravo to you.”

Karen Nedergaards far, der også var direktør for hotellet, døde af Alzheimer og i dagens anledning overrakte hans bror, Mogens Nedergaard, en check fra Absalon Fonden på en million kr. til professor Gunhild Waldemar, leder af National Videncenter for Demens i Danmark. Pengene vil blive brugt til yderligere hjælp og forskning for de mange, der lider af sygdommen.

Hoteldirektør Karen Nedergaard sagde i sin tale: ”Det var store og grundige overvejelser, der stod bag den omfattende renovering. Vi har været på studierejser i London og Paris for at hente inspiration og ideer, inden vi allierede os med Trisia Guild. Hotellet er gået i arv, og det var afgørende vigtigt at bevare traditionen og ånden i den gamle bygning.”

Hun takkede sine kolleger, der nu går en spændende sæson i møde i de nye farverige omgivelser.

Sidste efterår fortalte Karen Nedergaard til standby.dk, at Absalon Hotel i det indre København skulle renoveres for over 80 mio. kr. – og at hotellet ved genåbningen vil have 161 værelser mod 189 ved lukningen.

48-årige Karen Nedergaard er barnebarn af hotellets grundlægger. Absalon Hotel Group ejer også Andersen Boutique Hotel med 73 værelser; det ligger ligesom Absalon-hotellet tæt på Istedgade. Hotellet, der tidligere hed Selandia, er opkaldt efter Karen Nedergaards farmor, Erna Andersen.

Mens de to hoteller begge er 3-stjernede har hotelgruppen også et 1-stjernet produkt, Annex Copenhagen med 90 værelser og med bad og toilet på gangen.