Københavns Lufthavn suveræn i Norden

160CPHKastrupLufthavn.jpgCopenhagen_Airport_Mai_2009_PD_105LUFTHAVNE: På udenrigsruterne har Københavns Lufthavn ca. samme antal forbindelser som lufthavnene i Oslo og Stockholm tilsammen. København havde sidste år 150 udenrigsruter, Arlanda 81 og Gardermoen 73. København slår også Nordeuropas to andre storlufthavne, Hamborg og Helsinki, i antal ruter.

Sidste år havde Københavns Lufthavn 156 ruter og 24,1 mio. passagerer, Oslos hovedlufthavn havde 99 ruter og 23 mio. rejsende, mens Stockholm Arlanda blev noteret for 109 ruter og 20,7 mio. passagerer.

Københavns Lufthavn havde i 2013 i alt 26 oversøiske ruter, Oslo havde 10 og Stockholm 19. I antal europæiske ruter havde Københavns Lufthavn 109 – samme antal havde Oslo og Stockholm til sammen, 56 i Oslo og 53 i Stockholm. Antallet af skandinaviske ruter til de tre skandinaviske hovedlufthavne var 15 til Københavns Lufthavn, heraf ni fløjet fra Norge af Wideroe, mens der var syv til Oslo og ni til Stockholm.

Dermed havde Københavns Lufthavn omtrent samme antal langruter, europæiske ruter og skandinaviske ruter som Oslo Gardermoen og Stockholm Arlanda tilsammen. Det viser en opgørelse, Københavns Lufthavn har lavet for standby.dk med brug af lufthavnens egne tal samt tal fra CAPA – Centre for Aviation, der leverer markedsanalyser og data til bl.a. lufthavne – samt lufthavnenes informationer fra f.eks. rutekort.

Kun på indenrigsruter er Oslo og Stockholm af gode grunde meget større end København. Otte procent af Københavns Lufthavns passagerer var på dansk indenrigs, indenrigstallet var 24 pct. på Arlanda og 46 pct. på Oslo Gardermoen.

Københavns Lufthavn havde sidste år seks danske indenrigsruter, mens Oslo havde 26 og Stockholm 28.

Tallene for lufthavnene i Hamborg og Helsinki viser, at Hamborg sidste år havde 10 oversøiske ruter, 48 europæiske og fire ruter fra Skandinavien. Helsinki havde 14 langruter, 41 europæiske og seks fra Skandinavien.