Købere flokkes om Hurtigruten

MS-Spitsbergen hurtigrutenFire udenlandske kapitalfonde er interesserede i at købe det norske krydstogtrederi, skriver den norske avis Dagens Næringsliv ifølge nyhedsbureauet NTB.

Rederiets skibe sejler mellem Bergen i syd og Kirkenes på toppen af Norge – ’Verdens smukkeste sørejse’ – og kapitalfondene er angiveligt indstillede på at betale mere end dobbelt så høj en pris, som rederiet blev handlet til for bare to år siden.

I oktober 2014 købte det britiske investeringsselskab TDR Capital 80% af aktierne i Hurtigruten. Dengang blev rederiet værdisat til 5,7 milliarder norske kroner eller knap 4,6 milliarder danske kroner. Spørgsmålet er nu, om ejerne vil acceptere et købstilbud, der er mere end dobbelt så højt. TDR Capital ønsker ikke at kommentere spørgsmålet, men det antydes, at ejerne kun er villige til at sælge, hvis prisen kommer op omkring 15 milliarder norske kroner. Det svarer til 15 gange det overskud, som Hurtigruten ventes at få i år.

Det er ikke kun den faste rute langs Norges kyst, der lokker køberne, men i lige så høj grad satsningen på krydstogter i polarhavene. Hurtigruten bestilte for nylig to nye skibe til dette segment med option på yderligere to skibe.