Fra venstre: HBX Groups driftsdirektør Xabier Zabala, finansdirektør Brendan Brennan og Javier Cabrerizo, der er blevet udnævnt som strategi- og forandringsdirektør. (Foto: HBX Group | PR)

Koncern udpeger tre direktører på én gang

Nu kommer friske kræfter til fadet i HBX Group, der står bag flere af rejsebranchens IT-løsninger. Der er nemlig blevet sat navn på både en ny drifts-, finans- samt strategi- og forandringsdirektør.

Der indvarsles nye tider på direktionsgangen hos HBX Group, da selskabet netop har foretaget udskiftninger på flere centrale direktørposter.

Omdrejningspunktet for HBX Groups forretning er teknologiske løsninger, der henvender sig til forskellige hjørner af rejsebranchen såsom hoteller, rejsearrangører og destinationer. Koncernen ejer og driver tjenesterne Hotelbeds, Bedsonline samt Roiback.

Såvel Hotelbeds som Bedsonline benyttes af rejsebureauer til at skaffe hotelværelser og adgang til blandt andet transfermuligheder, biludlejning og aktiviteter, mens Roiback er en løsning, som hoteller kan bruge til at øge salget online ved hjælp af en række forskellige værktøjer.

To kendte navn og en nytilkommen
En af de stillinger, som er blevet besat, er posten som driftsdirektør. Her har HBX Group udpeget et navn fra egne rækker, da valget er faldet på Xabier Zabala, der har haft forskellige ledende roller i både salg og drift, siden han blev en del af koncernen i 2016.

Han har en MBA fra MIT Sloan School of Management og har tidligere været ansat hos konsulentvirksomheden McKinsey & Company. I den nye rolle skal Zabala fremover holde hånd i hanke med alle de selskaber, der er en del af HBX Group.

I henved et årti har Javier Cabrerizo bidraget til strategien hos TravelTech-koncernen, men fremover bliver det ham der får ansvar for HBX Groups overordnede strategi samt at identificere de muligheder for vækst, som man bør drage nytte af.

Cabrerizo får titel strategi- og forandringsdirektør, ligesom han derudover også vil have sæde i en del af de virksomheder, som koncernen er involveret i, således, at han også har mulighed for at rådgive disse.

Når kalenderen viser den 1. oktober tiltræder der desuden en ny kassemester, da Brendan Brennan her overtager rollen som finansdirektør fra Andrés García-Tenorio. Brennan kommer fra en lignende stilling hos medicinalgiganten ICON.

Kalder det en interessant tid
Nicolas Huss, der er koncerndirektør for HBX Group, hæfter sig ved, at virksomheden i hans optik nu er godt rustet til at indfri en række af de ambitioner, som man nærer for fremtiden.

”Dette er et på alle måder interessant tidspunkt at være en del af vores selskab på, og vi er heldige at kunne drage nytte af deres samlede ekspertise og lederskab, mens vi fortsætter indsatsen for at øge graden af innovation, kvaliteten af vores drift samt vores strategiske vækst.”

”Disse nye udnævnelser skal se som et vidnesbyrd om, at vi ønsker at styrke vores interne lederskab med henblik på at kunne betjene vores kunder og andre interessenter bedre.”


Relaterede artikler:

Opkøb skal hjælpe Travelsoft med at nå mål

Revanche-rejser ventes at fortsætte næste år

Hotelbeds.com lader dansk datterselskab krakke