Kongresinvestering giver 77 gange pengene igen

Fra 2014 kommer der endnu flere kongresser til hovedstaden blandt andet fordi, man i regi af MeetDenmarks treårige satsning for landets største byer i kampen om at vinde internationale kongresser, har skrevet 93 kongresser i ordrebøgerne til senere afholdelse i København, Aarhus, Aalborg og Odense.

De 93 kongresser ventes at give en turismeøkonomisk omsætning på over 1,9 milliarder kroner, hvilket betyder, at de 25 millioner kroner, som offentlige og private partnere har investeret, giver pengene 77 gange igen.

”MeetDenmarks mål var at tiltrække 60 kongresser og en omsætning på 600 millioner kroner, men faktisk har vi hentet 93 kongresser og en omsætning, der er mere end tre gange så høj. Det understreger, at det betaler sig at investere i kongresser,” siger Lars Bernhard Jørgensen, adm. direktør i Wonderful Copenhagen.

Ejerkredsen i MeetDenmark tæller VisitAalborg, VisitAarhus, Syddansk Turisme, Wonderful Copenhagen og VisitDenmark. I København har Københavns Kommune, Region Hovedstaden og flere private virksomheder i mødebranchen bakket økonomisk op om MeetDenmark. Det er afgørende for konkurrencevenen, at indsatsen fastholdes.

”Mange kongresser tager det flere år at få landet, og derfor er det essentielt, at vi arbejder strategisk med en stabil finansiering som i MeetDenmark. For at sikre, at vi bliver ved med at vinde kongresser, er vi allerede i gang med MeetDenmark 2.0. Den offentlige finansiering er på plads og skal nu matches af en tilsvarende finansiering fra det private erhverv,” siger Lars Bernhard Jørgensen.

Af de 130 kongresser, Wonderful Copenhagen har skrevet i bøgerne i de tre år, kan 60 tilskrives indsatsen i MeetDenmark. En af dem er Alzheimer-foreningens verdenskongres, der kommer til København i 2014. Her trækker de 6.000 delegerede en turismeøkonomisk omsætning på mere end 110 millioner kroner til hovedstaden.

Skrevet af Flemming Juul