Konkurs giver ekstra travlhed hos danske Jet Time

Flere charterbureauer havde planlagt sommerserier med Cimber Sterling, bl.a. Bravo Tours og Aarhus Charter. Alle prøver nu at finde andre løsninger – bl.a. har Aarhus Charter været i kontakt med Jet Time.

 

Jet Times adm. direktør, Klaus Ren, sagde søndag til takeoff.dk:

 

”Cimber Sterlings konkurs gør mig ondt og berører alle i rejsebranchen. Den har også betydet, at f.eks. mange charterbureauer har kontaktet os – vi fik bl.a. hekset noget sammen her i weekenden, så gæster fra Aarhus Charter kunne komme af sted. Nu prøver vi at finde en længerevarende løsning for bl.a. Aarhus Charter.”
 
”Mange har mistet deres transport til ferien pga. Cimbers konkurs og søger nu alternativer. Vi har siden krakket fået mange henvendelser fra rejsearrangører, der ønsker, at vi skal lægge flere serier op. Nu arbejder vi på højtryk for at se, hvad vi kan gøre og hvordan, vi skal vende skråen,” siger Klaus Ren og fortsætter:

 

”En af flere muligheder er, om vi skal tage flere fly ind i vores flåde på i dag ti Boeing B737. I dag, søndag, hjælper vi også Norwegian med nogle flyvninger når de genåbner mellem København og Karup.
Det er en oplagt option for os, at få flere fly. Vi har dialog med ejerne af Cimbers seks B737’ere, men det kræver blandt meget andet, at disse fly kan tages ud af konkursboet. Fly er ikke svære at skaffe, men der skal også være besætninger osv.”

 

Jet Time var tidligere i år i dialog med Cimber Sterling om at overtage mindst to af dets B737’ere og så flyve de planlagte B737-ruter gennem sommersæsonen. Planen blev dog ikke til noget.

 

”Der er flere muligheder og vi kigger på dem alle. Men det skal gå stærkt og vi skal have en løsning i den uge, vi nu går ind i,” slutter Klaus Ren.

Skrevet af Henrik Baumgarten