Konkurs-ly for SAS-fly

Den truende konkurs-risiko pressede SAS til omregistrering af to Airbus A330 fra Danmark og Sverige til Norge. På den måde blev de bedre beskyttet mod selskabets kreditorer.

Flyene er leasede og det var deres egentlige ejer, den franske bank Credit Agricole, som krævede flyene omregistreret, skriver politiken.dk.

Årsagen er, at Norge i modsætning til Danmark og Sverige har ratificeret Cape Town-konventionen, som sikrer, at ejerne af mobile aktiver har særlig beskyttelse mod kreditorkrav i tilfælde af konkurs.

Ifølge Politiken frygtede ejeren, at flyene ville ’havne i kløerne på sultne kreditorer’, hvis de fortsat var registreret i Danmark og Sverige.

Det danske fly blev omregistreret til Norge 16. oktober, mens det svenske fly først blev omregistreret lige efter SAS-ledelsen havde annonceret sin store spareplan.