Kør-selv charterferie

Bjarke Hansen.

”Jeg tror, vi har fundet en niche, som specielt de 20% danskere, der har flyskræk, har efterlyst. Nemlig frihed til at køre selv til en destination, hvor rejsearrangøren har tænkt på det hele med afslapning, arrangerede udflugter, guideservice m.v.”

Direktør i Primo Tours, Bjarke Hansen, har strikket konceptet til en komplet ’1 uges kør-selv charterferie’ sammen. Konceptet har Danmarkspremiere i disse dage.

Det går ud på, at kunderne selv kører til udvalgte destinationer, mens charterbureauet har booket stationære telte på campingpladser undervejs i Tyskland, Østrig, Schweiz og de øvrige lande, man skal køre igennem for at nå til destinationerne i det græske øhav. På destinationerne kan kunderne vælge enten en campingplads i luksustelt eller et af bureauets hoteller.

”Uanset hvad man vælger, vil man være omfattet af vores normale charterkoncept, hvor man har dansk guide til rådighed og mulighed for at deltage i en række udflugter,” pointerer Bjarke Hansen.

”Det giver en større frihed i transportfasen, det giver mulighed for at supplere med andre oplevelser end dem man får på sin destination, og rejserne udbydes til et særdeles attraktive priser”.