Kraftig bøde til Color Line

Sagen gælder Color Lines rute mellem Sandefjord i Norge og Strömstad i Sverige. Selskabet var i mange år alene om at tilbyde sejlads med taxfree-salg ombord på denne del af Oslofjorden.

Color Line indgik i 1991 en aftale med Strömstad kommune for at sikre sig eksklusiv adgang til kommunens havn, Torskholmen. Da der ikke fandtes andre havnemuligheder i dette område, førte aftalen til, at andre rederier ikke slap ind på markedet før 2005.

”Color Line har gennem mange år optrådt i strid med konkurrencereglerne i EØS-aftalen. Den lange eneret til Color Line har hindret en fri konkurrence på ruten og skadet forbrugernes interesser”, siger ESA-præsident Oda Helen Sletnes.

Color Line overvejer at indbringe beslutningen fra ESA for EFTA domstolen.

Skrevet af Flemming Juul