Krakket flyselskab sender alligevel Norwegian til Bornholm

Hård konkurrence på København-Rønne får det svenske flyselskab Wings of Bornholm til at dreje nøglen om. Selskabet, der har 40 ugentlige afgange mellem Rønne og København, indstiller flyvningerne 30. april, oplyser det.

 

Wings lettede i august sidste år for at skabe konkurrence på ruten, som indtil da kun blev fløjet af Cimber Sterling, der forinden havde vippet Danish Air Transport af pinden på ruten. Men Wings of Bornholm er nu blevet nyt offer for konkurrencen:

 

”Overudbud af flysæder har presset priserne ned på urimelige niveauer som ikke er holdbare for nogen aktører. Derfor har kapitalen i Wings nået et meget lavt niveau, og det har ikke været muligt at fremskaffe nødvendigt kapital for fortsat drift,” oplyser Wings direktør, Henrik Dich, ifølge Bornholms Radio.

 

Wings har døjet med mange aflysninger pga. uheld med sit lille Saab-fly og et samarbejde med Norwegian levede ikke op til forventningerne, siger Henrik Dich og tilføjer, at for ikke at havne i insolvens ophører Wings 30. april.

 

Alle afgange til og med 30. april vil blive udført, og alle solgte flybilletter som gælder for rejsende fra og med den 1. maj vil blive tilbagebetalt, oplyser Henrik Dich.

 

Men ifølge EU-regler har passagerer, der har booket med Wings til afrejse efter 30. april, krav på at blive ombooket til andre flyselskaber.

 

Norwegian beklager, at Wings of Bornholm har opsagt samarbejdet på København-Rønne fra 30. april. Norwegian indsætter 2. maj en Boeing 737 på ruten, dog kun fire gange om ugen.

 

"Det er meget beklageligt, at Wings of Bornholm har opsagt vores samarbejdsaftale," siger presse- og markedschef, Johan Bisgaard Larsen for Norwegian i Danmark.

 

Frem for som bebudet at åbne sin egen rute 25. marts mellem København og Bornholm, indgik Norwegian i marts codeshare-samarbejde med Wings.

 

Det er anden gang på kort tid, at Norwegian får problemer på en dansk indenrigsrute. 14. februar åbnede det mellem København og Billund, men oplyste 3. marts, at ruten blev indstillet 4. april.
”Vi havde forventet at stimulere passagertilvæksten med lave priser – som på vores to øvrige indenrigsruter fra København til Aalborg og Karup. Men København-Billund kunne ikke leve op til forventningen om en lønsom rute,” sagde Norwegians Johan Bisgaard Larsen til Take Off.

 
Norwegian var i 2009 næststørste flyselskab i Københavns Lufthavn med ca. 1,5 mio. passagerer. Norwegian har 40 danske ruter.

Skrevet af Henrik Baumgarten