Kriminaliteten breder sig i Rio forud for VM

Brasilien-Rio.jpgBrasilien-RioTURISME: Det går den forkerte vej med kriminaliteten i Brasilien forud for VM i fodbold, men når mesterskaberne starter, vil der alene i Rio være 54.173 politi- og militærfolk til at holde styr på gemytterne.

Brasilien har håbet på, at kriminaliteten skulle falde forud for VM i fodbold i sommer og OL om yderligere to år. Alligevel er det gået den forkerte vej på grund af en nedtur for økonomien og endnu flere fattige i Rios favellaer.

En dugfrisk opgørelse viser, at kriminelle overfald er steget med 19 procent i det forløbne år til 37.412 anmeldte. Det er det dobbelte af både New York og Mexico City, som har betydeligt flere indbyggere.

På Ipanema stranden og Copacabana har en række overfald fundet sted ved, at store grupper løber ind mellem de badende og turisterne og griber fat i alt af værdi. Ifølge politiet er grupperne ofte påvirket af narkotika.

Brasilianske myndigheder ved godt, hvad det kan betyde, hvis man ikke har kontrol over den slags, inden VM starter, og landet invaderes af fodboldpublikum fra hele verden.

Derfor sættes over 50.000 politi- og militært personale ind for at holde ro og orden. Omkring selve stadion, hvor finalen til sin tid skal spilles, vil der være tæt på 10.000 militærpoliti udkommanderet.

”Vi garanterer, at det ikke vil være spor farligt at besøge Rio og Brasiien under fodbold VM”, sagde en talsmand beroligende forleden.