Krise sætter gang i fusionstanker mellem Iberia og British Airways

Spanske Iberia og britiske British Airways har fået nok af skyhøje brændstofudgifter og benhård konkurrence om passagererne. Der er derfor kommet fusionsplaner på bordet.

Ender de igangsatte forhandlinger med fusion, bliver det nye selskab verdens tredjestørste gruppe efter Lufthansa-Swiss og Air France-KLM, skriver Børsen i dag.

»Synergieffekten og det faktum, at de to selskabers ruter komplementerer hinanden godt, gør fusionen mere attraktiv, især i den aktuelle økonomiske situation. Vi er overbeviste om, at begge selskabers aktionærer får udbytte af den foreslåede fusion,« sagde Willie Walsh i går på en pressekonference i Madrid.

Meddelelsen om fusionen er blevet godt modtaget af investorerne. Efter at have været suspenderet i et par timer midt på dagen steg Iberia-aktien med over 20 pct. på fondsbørsen i Madrid. British Airways steg også pænt, dog ikke nær så euforisk.

Der kommer ikke som nogen overraskelse, at de to selskaber nu slår slæberne sammen, for i næsten 10 år har de været medlemmer af den strategiske alliance Oneworld, modstykket til Star Alliance, som bl.a. SAS er med i.

Ifølge spanske aviser vil de to selskaber oprette et helt nyt selskab, som skal omfatte både Iberia og British Airways. I princippet ?yver de to selskaber videre under deres egne navne, og de bevarer deres bestyrelser. Men de vil opnå stordriftsfordele ved fælles indkøb af bl.a. brændstof og ved at udnytte hinandens rutenet.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen