Modviljen i Venedig mod at modtage krydstogtskibe får allerede fra i år Norwegian Cruise Line til at fjerne byen fra sine krydstogter; i stedet besøges andre destinationer i Middelhavet.
Som den første af de store, globale krydstogtkoncerner fjerner Norwegian Cruise Line nu anløb til en af Italiens og Middelhavets største turistattraktioner, Venedig.
Det skriver branchemediet Travel Weekly, der citerer information fra Norwegian til krydstogtrejsebureauer. Det fremgår ikke, om det kun er selve Norwegian Cruise Line, der vil indstille besøgene i Venedig, eller også de to andre rederier i Norwegian Cruise Line Holding – foruden Norwegian Cruise Line det finere Oceania Cruises og highend-rederiet Regent Seven Seas Cruises.
I hvert fald, skriver Travel Weekly, tager NCL allerede i år Venedig ud af sine skibsanløb i Middelhavet. En baggrund er, hedder det, at Venedig har forbudt anløb af store krydstogtskibe i lagunen ved Venedig; det forbud betyder, at de i stedet må gå til kaj i en industrihavn et stykke fra Venedig. Herfra må rederierne sørge for transport af sine passagerer med for eksempel mindre både til og fra centrum af Venedig.
”Og den standard bliver dermed under, hvad vi gerne vil levere til vores passagerer,” skriver NCL i sin meddelelse.
Erstatningshavne
NCL meddeler, at man erstatter ellers planlagte anløb af Venedig med for eksempel italienske Ravenna, der ligger 150 kilometer syd for Venedig, eller, på den anden side af Adriaterhavet, for eksempel Rijeka og Zadar i Kroatien eller Koper i Slovenien; afhængig af, hvor man kan få kajplads.
Det fremgår ikke af artiklen i Travel Weekly, hvor mange anløb NCL havde planlagt i Venedig i år. Også for næste år er anløb af Venedig blevet fjernet hos Norwegian Cruise Line.
Norwegian Cruise Line Holding tæller tre varemærker; mainstreamproduktet Norwegian Cruise Line (19 krydstogtskibe), det finere Oceania Cruises (syv skibe) og highend-rederiet Regent Seven Seas Cruises (fem skibe). Gruppen har omkring 10 procent af det globale krydstogtmarked på over 31 millioner årlige passagerer.
Venedig, der årevis har klaget over, at man føler sig overrendt af turister, har typisk omkring 25 millioner årlige turister. I runde tal regnes fire ud af fem turister blot at være endags-turister, altså 80 procent.
I år opkræver Venedig på 29 udvalgte dage en afgift for endagsturister, der ikke overnatter i Venedig. Afgiften kan også tælle krydstogtturister. Den nye Access Fee skal give ”en balance mellem at bevare dagligdagen i Venedig for byens borgere og samtidig give byens besøgende en ekstraordinær oplevelse,” blev det oplyst.
Relaterede artikler:
Venedig klar med betalingshjemmeside for turister