Kun to flytyper betjener over 1.000 lufthavne

LUFTFART: Ingen over og ved siden af Airbus A320 og Boeing B737-800 når det gælder passagerrutefly. De to typer betjener flest lufthavne i verden.

Den tredje mest brugte flytype sidste år var Airbus A319, der fløj til 944 lufthavne verden over, viser en opgørelse fra anna.aero, der har kigget på tallene for en konkret uge sidste efterår.

I den udvalgte uge i august sidste år betjente Airbus A320 samlet 1.323 lufthavne, mens Boeing B737-800 fløj til 1.224. Efter Airbus A319, fulgte Embraer E190/195, ATR72, Boeing B737-700, Airbus A321, Bombardier CRJ 100/200, Bombardier Q400 og Embraer E170/175, sidstnævnte til 422 lufthavne.

Det største passagerfly med to midtergange var Airbus A330, der fløj til 361 lufthavne, mens Boeings B767 landede i 318.

B777 betjente 259 lufthavne, mens det nyeste Boeing-langrutefly, B787 Dreamliner, landede i 219.

Boeings mest ikoniske widebody-fly (med to midtergange) B747 flyver i dag kun til 100 lufthavne. Men det er næsten dobbelt så mange som Airbus dobbeltdækker, A380, der kunne ses i 55 lufthavne.

De tre lufthavne med flest ugentlige A320-flyvninger i opgørelsen var den indiske hovedstad Delhi, 1.698, fulgt af Shanghai med 1.496 og Barcelona med 1.495.

Lufthavnene med flest Boeing 737-800 var Beijing med 1.820, Jakarta 1.740 og Istanbuls sekundære lufthavn, Sabiha Gökçen, med 1.731.

Blandt fly med to midtergange flyver Airbus A330 til 361 lufthavne med Hong Kong, Beijing og Seoul som de største.

Airbus A350 flyver endnu kun til 36 lufthavne med Singapore, Doha og Hong Kong som de tre største på opgørelsestidspunktet.

Airbus A380 flyver foreløbig til 55 lufthavne med Dubai, London Heathrow og Singapore som de tre største. Alene Dubai har over 500 A380-flyvninger om ugen, herunder den daglige til Københavns Lufthavn.