Kuoni jager opkøbsemner

”Vi vil gerne finde nogle nye selskaber, som vi kan lukke ind i folden”, siger selskabets CEO, Peter Rothwell. Kuoni er en velkonsolideret koncern, er stort set gældfri og kunne i 2008 vise et overskud, mens ærkekonkurrenten TUI måtte opleve et underskud. Rothwell vil ikke fortælle hvem man kigger på, men der er åbenbart et enkelt selskab, som indtil nu har sagt nej til Kuoni, men som i kølvandet på finanskrisen, nu er klar til at blive en del af koncernen.

 

Kuoni købte sidste år syv selskaber for i alt 420 mio. kr. Det største enkelte køb var britiske Carrier Ltd, et rejsebureau, som har specialiseret sig i Europa, Caribien og Det Indiske Ocean. Desuden blev der overtaget selskaber i Australien, De forenede arabiske Emirater og Schweiz. De selskaber, man i øvrigt har kik på, er i gennemsnit, ifølge Rothwell, ”en smule større end de indkøb vi foretog i 2008”.

 

Et rundspørge til analytikere, foretaget af nyhedsbureauet Bloomberg, viser, at de i gennemsnit venter at Kuonis salg i år vil falde med 12% til 4,3 milliarder schweizerfranc.

 

”Vi havde håbet på en nulvækst, mens vi i vort værste scenarie arbejdede med et minus på 20%, det kommer nok til at ligge midt imellem”, siger Rothwell, som i øvrigt kom til Kuoni i begyndelsen af året fra en stilling som nummer to hos TUI.

 

Skrevet af Klaus Givskov