Kvindelig dansk pilot på Gulf Air til Bahrain

Der er tre danske piloter på Gulf Airs flyvninger mellem København og Bahrain, der har premiere i dag. Ruten beflyves af det schweiziske selskab, Private Air, som også har en række flyvninger for Lufthansa og KLM med forskellig indretning af Boeing 737- model med ekstra tank kapacitet, beregnet til længere ruter.

På anden flyvning på søndag er det danske Kathrine Elmer, der er styrmand. ”Jeg har i vinter fløjet en del afgange for Lufthansa fra München til Dubai, ” siger Kathrine Elmer (foto) til takeoff.dk. ”Nu glæder jeg mig til at stifte nærmere bekendtskab med Bahrain. Og især da det sker fra København, ” fortsætter hun.

Katherine er modtager af Flyvejournalisternes Ellehammer Pokal, da hun som nyuddannet pilot valgte at flyve ambulancefly i Afghanistan. Siden var hun en overgang i Cimber Air. I fritiden har hun på rekordtid gennemført psykologistudiet på Københavns Universitet.

 

Skrevet af Ejvind Olesen