Kvinder ønsker mandefri hoteller

Enlige kvinders ønske om særlige hotelafsnit fri for mænd gjorde Bella Sky i København verdenskendt, da man indrettede ’Bella Donna’ på 17. etage med 20 værelser, hvor der kun bor kvinder, skriver politiken.dk.

 

Flere hoteller rundt om i verden har tilsvarende koncepter og senest er The Dukes i London kommet til med 19 kvindeværelser med krøllejern, blomster, makeupspejle og badetøfler i små størrelser. Gæsterne på hotellets ’Duchess Rooms’ bydes velkommen af den kvindelige direktør Debrah Dhugga og følges til værelset af kvindeligt personale.

Ifølge Ann Mack fra marketingselskabet JWT er det et gammelt koncept, som tidligere blev afvist for at være kønsdiskriminerende, men nu vinder frem igen, skriver International Herald Tribune.

 

Kvindeetagerne har fået comeback på for eksempel Naumi Hotel i Singapore, Premier Hotel i New York, Bella Sky og Georgian Court Hotel i Vancouver, hvor direktør Lisa Jackson siger, at værelserne bestemt ikke er pink, men udstyret med for eksempel  strygejern, krøllejern og nødudstyr med nylonstrømper.

Crowne Plaza i Washington D.C. og Bloomington i Minnesota har været med på trenden i flere år.

Bella Sky i Ørestad løb ind i problemer, da Ligebehandlingsnævnet mente, at kvindeetagen er i strid med ligebehandlingsloven, men direktør Arne Bang Mikkelsen er indstillet på at køre sagen hele vejen gennem ved retssystemet.

Skrevet af Flemming Juul