Landing afbrudt på grund af overtid

Et fly fra Widerøe havde slået landingshjulene ned og var i gang med indflyvningen til Mosjøen, da piloterne rettede flyet op igen og fløj tilbage til Værnes.

De 40 passagerer var mildt sagt forbløffede over den afbrudte landing mindre end et minut før touch down, men ifølge dn.no skyldtes den særprægede manøvre, at besætningens arbejdstid var ved at udløbe, skriver avisen.dk.

I Trondheins lufthavn, Værnes, fik passagererne udleveret madkuponer og blev tilbudt overnatning på hotel, billetter med toget eller med et andet fly.

Ifølge kommunikationsdirektør Richard Kongstein, beklager Widerøe hændelsen og forklarer, at flyet var lettet med en besætning, hvis arbejdstid var ved at udløbe. Hvis de havde landet flyet, skulle det blive stående i Mosjøen, fordi der ingen reservebesætning var. Det ville betyde aflysning af dagens øvrige flyvninger.