Lavpriskrig giver tab i New Zealand

Når Pacific Blue til oktober opgiver at flyve indenrigs i New Zealand, er kun Air New Zealand tilbage på ruterne sammen med Qantas’ lavprisselskab, Jetstar. Der bor fire mio. indbyggere i New Zealand.

 

Den new zealandske avis NZ Herald skriver, at Pacific Blue stopper indenrigsflyvning i New Zealand 17. oktober efter at have fløjet ruterne i næsten tre år. Pacific Blue har 106 ugentlige flyvninger mellem flere af de største new zealandske byer, Auckland, Christchurch, Dunedin, Queenstown og hovedstaden Wellington.

 

Pacific Blue angiver som årsag, at det er umuligt at tjene penge på indenrigsruterne i New Zealand pga. de lave priser som følge af hård konkurrence med Star Alliance-medlemmet Air New Zealand og Jetstar.

 

Pacific Blue har aftalt med Air New Zealand, at Air NZ overtager Pacific Blues passagerer, der er booket til flyvninger efter 17. oktober. Pacific Blue vil fortsat flyve mellem New Zealand og Australien.

 

Pacific Blue hører til australske Virgin Blue-gruppe. Virgin Blue er Australiens næststørste flyselskab, kun overgået af Qantas. Sir Richard Bransons flyselskab har ca. 1/3 af det australske indenrigsmarked. Virgin Blue Group har også flyselskaberne Pacific Blue, Polynesian Blue og V Australia.

 

Pacific Blue har hjemmebase i New Zealand og flyver fra Australien og New Zealand til Cook Islands, Fiji, Tonga og Vanuatu.
Polynesian Blue er oprettet i samarbejde med regeringen på Samoa og flyver fra østaten til Australien og New Zealand. V Australia, der åbnede for et år siden, flyver mellem Australien og USA.

 

Virgin Blue-selskaberne har over 2.100 ugentlige fly til 24 byer i Australien samt otte lufthavne i New Zealand, Fiji, Vanuatu, Tonga, Samoa Cook Islands. Sidste år havde flyselskaberne samlet 15 mio. passagerer.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten