Lavprisselskabers lavpriser under lup

Ifølge Skyscanners undersøgelse kan rejser med lavprisselskaber blive dyrere end med de konkurrerende fuldprisselskaber, afhængigt af den rejsendes aktuelle behov.

 

En anden site, Idealo.co.uk har beregnet, at britiske familier vil bruge gennemsnitligt 29 pund (270 kroner) mere pr sæde med et lavprisselskab end ved at booke med et traditionelt flyselskab.

 

Sam Baldwin, Skyscanners rejseredaktør fortæller, at enlige passagerer, som blot medbringer håndbagage, generelt kan spare ved at benytte lavprisselskaberne, men for familier, grupper og dem, der medbringer for eksempel sportsbagage, er det meget mindre klart og i mange tilfælde er fuldprisselskaberne at foretrække.

En talsmand for Idealo siger, at lavprisselskaberne kan give god værdi for visse typer rejsende, men med hensyn til familier, er de langt fra altid det bedste valg på de korte ruter.

 

Ifølge Skyscanner skal rejsende med sportsudstyr være opmærksomme på bagageafgifterne. Her er de traditionelle ruteselskaber ofte billigere, da flyselskaber som for eksempel British Airways og Swiss medtager ski og golfbags som del af den normale bagage uden ekstrabetaling, mens easyJet tager 50 pund og Ryanair 100 pund for den type bagage.

 

Idealo har undersøgt priserne for 10 flyselskaber på fire populære ruter fra/til UK for familier på fire. Når gebyrer for bagage, sædereservation, priority boarding og administration blev regnet med i totalprisen, var seks af de traditionelle flyselskaber billigere end lavprisselskaberne med priser, der i gennemsnit lå 87 pund (godt 800 kroner) under lavprisselskaberne pr booking.

Skrevet af Flemming Juul