To af Legolands forlystelser vil være juletematiserede, når forlystelsesparken i Billund for første gang får en julesæson. PR-foto.

Legoland i Billund åbner for første gang til jul

Legoland i Billund, Danmarks tredjestørste turistattraktion, indfører for første gang en julesæson. Der vil være en nyanlagt skøjtebane og næsten alle parkens forlystelser er åbne over 23 dage.

Lørdag den 26. november åbner Legoland i Billund en ny sæson, når parken for første gang nogensinde åbner til jul. Jul i Legoland strækker sig over 23 ”udvalgte åbningsdage” og varer til 31. december.

Legoland skriver i en pressemeddelelse, at gæsterne kan se frem til magisk julestemning, masser af juleaktiviteter og et ti meter højt LEGO-juletræ, og så kan de stå på skøjter på en nyanlagt skøjtebane og med få undtagelser prøve alle parkens forlystelser.

Christian Woller, Legolands administrerende direktør, siger i pressemeddelelsen: ”Vi glæder os til at byde vores gæster velkommen til jul i Legoland. Det er første gang nogensinde, at vi åbner hele Legoland til jul, og gæsterne kan godt glæde sig til masser af juleaktiviteter og en helt magisk stemning.”

Christian Woller tilføjer, at Legoland bliver fuldstændig forvandlet på samme måde, som det kendes det fra halloween-sæsonen. ”Vi kommer til at have masser af julelys, som naturligvis primært består af nyindkøbte LED-lys med et meget lavt energiforbrug,” siger han.

Også julestemning på Hotel Legoland
Der kommer også julestemning på Hotel Legoland, oplyses det. Til nytår kan hotelgæster fejre nytårsaften med børnedisko, mad og fyrværkeri ved hotellet.

Legoland i Billund har i alt tre overnatningssteder: Legoland Castle Hotel med over 700 sengepladser på sine 142 værelser, Hotel Legoland med 223 værelser og Legoland Holiday Village, sidstnævnte tæller et motel, hytter og en campingplads.

Jul i Legoland kan opleves på 23 udvalgte åbningsdage fra 26. november til 31. december, hvor der vil være åbent fra klokken 10-19. Den 31. december lukkes der dog klokken 16, oplyser Legoland.

Blandt attraktionerne i Jul i Legoland bliver besøg af julemanden, juleboder med lune æbleskiver, gløgg, brændte mandler og churros. Og den 13. december er er stort luciaoptog.

Ti Legolande
Efter Tivoli og Dyrehavsbakken regnes Legoland i Billund som Danmarks tredjestørste turistattraktion med mindst 1,7 millioner årlige besøgende. Tallet må forventes at stige nu med indførslen af Jul i Legoland.

Bag verdens foreløbig ti Legolande står det britiske underholdningsimperium Merlin Entertainments, primært ejet af pengetanken Kirkbi, der kontrolleres af Lego-familien, Kirk Kristiansen. De to andre medejere af Merlin er den amerikanske kapitalfond Blackstone og den canadiske pensionskasse CPPIB.

Den første Legoland-park i Billund åbnede i juni 1968. I Europa er der også Legolande i Windsor ved London samt i Günzburg i det sydlige Tyskland. Herudover er der syv Legoland-parker i Californien, Florida, New York, Dubai, Malaysia, Japan og Sydkorea.

Merlin Entertainments har omkring 130 attraktioner med blandt andet 19 hoteller i 25 lande verden over. Merlin-gruppen tæller blandt andet Madame Tussauds-voksmuseerne, det enorme parishjul The London Eye og kæmpeakvariekæden Sea Life.

 

Relaterede artikler:

Nyt Legoland åbner i Belgien i 2027

Ny direktør for tre danske overnatningssteder

Her er destinationsselskabernes største attraktioner