Lillebæltsbro midlertidigt lukket

Onsdag den 30. august holder politi, beredskab og Vejdirektoratet en beredskabsøvelse på Den Nye Lillebæltsbro. Øvelsen afvikles fra klokken 20.00 til 06.00.  

Myndighederne holder øvelsen for at afprøve beredskabet ved et større uheldsscenarie på broen, der er en af Danmarks mest centrale færdselsårer.

”Disse øvelser har stor betydning for at sikre, at vores beredskab er skarpt og effektivt. Derfor bliver vi nødt til at afvikle dem lejlighedsmæssigt. Det faktum, at øvelsen foregår ude på broen, stiller beredskabet, politifolkene og de øvrige deltagere over for særlige udfordringer”, siger politiinspektør Morten Anker Jensen fra Sydøstjyllands Politi.

Mens øvelsen står på, vil broen være delvist spærret for trafik. Der kan derfor påregnes forsinkelser for trafikanterne.