Løsning på løn til flypersonale kunne være skattelettelser

SASFLYPERSONALE: ”Vil man undgå, at Danmark brækker over i to, bliver man nødt til at erkende, at Danmark ikke er en isoleret ø,” hedder det i Berlingskes leder, hvor LO formandens udmelding ikke undrer.

Berlingskes leder skriver bl.a.: ”Ryanair betaler sit kabinepersonale – uden overenskomst – omkring 15.000 kr. om måneden. Brutto. Det kan man ikke leve for med det nuværende skattetryk i Danmark.

Men hvis man nedsætter skatten på lavtlønnede markant, måske helt fjerner den, kan man godt leve af den løn. Derfor er en markant sænkning af skatten på de laveste indkomster af vital betydning for at fastholde de mennesker i arbejde, som ellers trues af den internationale lønkonkurrence fra Ryanair og mange andre virksomheder.

Regeringens og venstrefløjens og fagbevægelsens angreb på Venstre og Liberal Alliances forslag om skattelettelser i bunden er i virkeligheden dybt asocialt. Vil man undgå, at Danmark brækker over i to, bliver man nødt til at erkende, at Danmark ikke er en isoleret ø.

Her skal være plads til alle også på arbejdsmarkedet, og det kræver opgør med forstokket vanetænkning og ideologisk vås.”