Lokalmiljø skades af All Inclusive

Fotograf Klaus Iversen, der har boet i byen Maritsa på Rhodos i 10 år beretter til politiken.dk, at byen er plastret til med skilte om til salg, til leje eller lukket på en lang række tidligere velfungerende barer, restauranter og supermarkeder.

 

Det er sket i takt med, at flere hoteller har taget det populære All Inclusive koncept til sig. Deres gæster går stadig rundt i byen, men sætter sig ikke ind og spiser eller får en drink.

 

Ifølge Travelmarket havde Star Tour fire All Inclusive hoteller i 2005. I dag er tallet 240 og hos Bravo Tours byder hvert fjerde af selskabets hoteller i dag på All Inclusive. Bravo Tours adm. direktør Peder Hornshøj er personligt ked af det på lokalsamfundets vegne, men forstår samtidig godt, at det er meget populært – især blandt børnefamilierne – at have det hele samlet og betalt på forhånd.

 

Turismeforsker Anders Sørensen, lektor ved Center for Leisure Management Research i Nykøbing Falster, mener, at konceptet er i strid med det, mange mener er meningen med at rejse, som går ud på at opleve en anden kultur,

 

Klaus Iversen på Rhodos synes det er i orden med All Inclusive, men ikke inde i byerne. Hvis de rejsende vil opleve andet end hotellets pool og møde folkelivet og områdets attraktioner, og så ikke kan finde noget udenfor dit hotel – kommer du så tilbage året efter, spørger han og opfordrer turisterne til at stikke udenfor All Inclusive hotellerne op prøve at opleve lidt af det lokale liv.

Skrevet af Flemming Juul