LUFTFART: Siden starten af sidste år har det polske Star Alliance-medlem åbnet 60 nye ruter. I går kom endnu en, da LOT Polish Airlines startede en ny rute med seks ugentlige flyvninger til skandinavisk storby.
Nu er også Sveriges næststørste by, Gøteborg, forbundet af LOT med en rute til den polske hovedstad, Warszawa.
Den flyves med undtagelse af lørdag alle ugens dage af LOTs estiske datterselskab, Nordica.
Bombardier CRJ900-flyet med plads til 90 passagerer på business, premium eller economy starter i Warszawa, lander i Gøteborg, og fortsætter til Estlands hovedstad, Tallinn. Herfra flyver det tilbage til Gøteborg og så retur til Warszawa.
”Sverige har den hurtigst voksende økonomi i Skandinavien – med den nye LOT-rute bliver der bedre forbindelse fra Gøteborg til bl.a. Central- og Østeuropa via Warszawa,” lyder det fra LOT.
Siden 2014/2015 er trafikken fra Gøteborg til Polen firedoblet, oplyser statslige svenske Swedavia, der ejer og driver ti lufthavne Sverige.
”Polens økonomi er næsten på størrelse med Sveriges – men Polen har en næsten fire gange større befolkning. Over 300 svenske virksomheder har datterselskaber i Polen, bl.a. Astra Zeneca, Ericsson, H&M, IKEA og Volvo Trucks,” lyder det fra Swedavia.
Siden starten af sidste år har LOT åbnet 60 nye ruter, mere end noget andet europæisk flyselskab, oplyser det.
LOT har bl.a. i den periode fået nye ruter fra Warszawa til Los Angeles, Newark-lufthavnen ved New York, den sydkoreanske hovedstad, Seoul, og til Tokyo samt fra Polens næststørste by, Krakow, til Chicago. I maj næste år starter LOT ny direkte rute fra den ungarske hovedstad, Budapest, til såvel Chicago som New York.